Som forhold 1 var T1 tiltalt for skattesvig, ved den 26. maj 2015, med forsæt til at unddrage det offentlige skat af særlig grov karakter, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til told- og skatteforvaltningen til brug for skatteansættelsen eller skatteberegningen, idet T, for indkomståret 2014, via TastSelv angav et befordringsfradrag på 93.355 kr., uagtet han alene han var berettiget til befordringsfradrag på 65.000 kr., samt angav sin skattepligtige indkomst for lavt med 564.834 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 327.237 kr. i skat.

Som forhold 2 var T1 tiltalt for skattesvig ved, for indkomståret 2015, med forsæt til at unddrage det offentlige skat af særlig grov karakter, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen den 1. maj 2016, ved modtagelse af skatteansættelse af 18. marts 2016, at meddele told- og skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt med 352.102 kr., hvorved det offentlige blev unddraget henholdsvis 200.209 kr. i skat. 

Som forhold 3 var T2 tiltalt for medvirken til forhold 1 og 2.

Parret havde anvendt børnenes konti til indsætninger vedrørende deres selskab.

T1 havde herved unddraget i alt 527.446 kr. i skat. T2 havde herved medvirket til at unddrage i alt 527.446 kr. i skat.

T1 forklarede, at han ikke var bekendt med, at børnenes konti blev brugt.

T2 forklarede, at både hende og T1 havde adgang til børnenes konti. Børnene var små på det tidspunkt. Hun husker ikke, hvorfor det var begge børns konti, der blev anvendt. Hun blev skilt fra T1 i august 2014. Hun lavede ikke T1’s selvangivelse efter 2014, men hun kan godt have hjulpet ham ved at forklare ham nogle ting.

De forklarede begge, at de var ansatte i selskabet.

Byretten fandt det, navnlig efter udvisendet af de for byretten fremlagte dokumenter og vidneforklaringerne, bevist, at de tiltalte havde forsæt til overtrædelse af skattelovgivningen, som angivet i anklageskriftet. Retten fandt det dog ikke bevist, at størrelsen af de forsætligt unddragne beløb i forhold 1 og 2 oversteg et niveau, som kunne medføre, at forholdene skulle anses for omfattet af straffelovens § 289. Retten lagde herved vægt på, at konstruktionen omkring T1’s arbejde i regi af selskabet reelt måtte anses for udtryk for selvstændig virksomhed, og at der derfor strafferetligt måtte henses til, hvilken forsætlig berigelse der var opnået ved etablering af den nævnte konstruktion. Ved fastlæggelsen af berigelsen måtte der således tages hensyn til, hvilke fradrag T1 ville kunne opnå ved selvstændig virksomhed.

Da T2 var tiltalt for medvirken til forhold 1 og forhold 2, måtte det samme gøre sig gældende i relation til vurderingen af, hvilken berigelse hun havde haft forsæt til at opnå.

Forhold 1-3 var herefter undergivet en 5-årig forældelsesfrist. Der var derfor indtrådt forældelse vedrørende forhold 1 og 3.

T1 frifandtes i forhold 1, men blev dømt for forhold 2. T1 idømtes en tillægsstraf af 30 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 100.000 kr. T2 frifandtes.

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse. T1 ankede med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. T2 påstod frifindelse.

Landsretten tilsidesatte T1 og T2’s forklaringer og lagde til grund, at selskabet modtog betydelige beløb, der herefter blev overført til konti tilhørende de tiltaltes på daværende tidspunkt mindreårige børn. Dette skete uden at der blev udfærdiget korrekte lønsedler for de tiltalte, som begge havde oplyst at have været ansatte i selskabet, og uden at der blev afregnet A-skat.

Det af Skattestyrelsens opgjorte unddragne beløb, hvor der var taget fradrag for skønnede driftsudgifter til selvstændig virksomhed, lagde landsretten til grund som bevist. 

Landsretten ændrede herefter byrettens dom, således at T1 og T2 hver straffedes med fængsel i 6 måneder betinget med vilkår om blandt andet samfundstjeneste samt en tillægsbøde på 527.000 kr. til hver.

I en administrativ straffesag var S sigtet for at have overtrådt skattekontrollovens § 83, stk. 1, da hun for indkomstårene 2019 og 2020 blandt andet ikke havde oplyst udbytte fra et anpartsselskab, maskeret udbytte i forbindelse med udlejning af privat andelsbolig og værdi af fri bil. Hun havde herved unddraget 167.845 kr. i skat. Den potentielle normalbøde ville ved forsæt udgøre 270.000 kr., mens den ved grov uagtsomhed ville udgøre 55.000 kr.

Byretten henviste til, at der under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kan beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt gjorde det ønskeligt, jf. skattestraffesagslovens § 1.

På denne baggrund, og da det efter det oplyste om sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt ikke kunne anses for ønskeligt, at der beskikkedes en offentlig forsvarer, tog retten ikke anmodningen til følge.

S påkærede byrettens kendelse med påstand om, at anmodningen om beskikkelse af den navngivne forsvarer blev taget til følge. Til støtte for påstanden anførte S navnlig, at omstændighederne i sagen ikke var ukomplicerede.

S oplyste, at sagen udsprang af en virksomhedsdrift i anpartsselskabet og vedrørte dispositioner, som var foretaget af hendes tidligere samlever. Størstedelen af den afgørelse, der lå til grund for Skattestyrelsens straffesag, blev påklaget med bistand fra en advokat, hvor Skatteankenævnet gav hende medhold i den påklagede del.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at der forelå sådanne omstændigheder, at der burde beskikkes en forsvarer for S til den administrative straffesag. Byrettens afgørelse ændredes herefter, således, at advokaten blev beskikket som forsvarer for S.

En bitcoinkøber fik ved Skatteankenævn Hovedstaden Nords afgørelse af 17. november 2023 medhold i, at han ikke var skattepligtig af en gevinst på ca. 1,5 mio. kr. fra salg af bitcoins.

Under den efterfølgende domstolsprøvelse udtalte rettens flertal, at bitcoinkøberen havde erhvervet de solgte bitcoins i 2013 og dermed på et tidspunkt, hvor det var almindelig kendt, at bitcoins var et spekulationsobjekt. Henset hertil og til bitcoinkøberens egen forklaring om baggrunden for hans transaktioner i 2013 lagde flertallet videre til grund, at muligheden for at opnå fortjeneste ved et senere salg havde spillet en sådan rolle ved bitcoinkøberens køb af bitcoins, at han måtte anses for at have foretaget købene i spekulationsøjemed. Bitcoinkøberen var derfor skattepligtig af gevinsten.

Flertallet fandt endvidere, at bitcoinkøberen ikke havde bevist, at en del af gevinsten tilkom hans bror, fordi bitcoinkøberen tidligere havde givet sin bror en gave.

Skatteministeriets påstand blev herefter taget til følge.

T var som forhold 1 tiltalt for momssvig, ved for perioden 1. juli til 31. december 2016, med forsæt til momsunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T den 4. april 2017 angav en salgsmoms på 659.814.000 kr. og en købsmoms på 672.371.438 kr. og dermed et momstilsvar på -12.557.438 kr., hvor det rettelig var 253.541 kr., hvorved statskassen blev unddraget 12.840.979 kr. i moms.

Som forhold 2 var T tiltalt for momssvig, ved for perioden 1. januar til 30. juni 2017, med forsæt til momsunddragelse, at have undladt senest den 1. september 2017 at angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, hvorved statskassen blev unddraget 106.275 kr. i moms.

T havde herved unddraget i alt 12.947.254 kr. i moms.

T var tidligere ved dom af 22. november 2022 straffet for ulovlig omgang med hittegods.

T forklarede, at der måtte være tale om tastefejl, som han ikke erindrede noget om, herunder om det var ham selv eller hans revisor, der foretog.

Byretten lagde til grund, at de urigtige indtastninger den 4. april 2017 af salgs- og købsmoms var sket under brug af T’s NemID. T’s forklaring tilsidesattes som utroværdig.

Byretten fandt herefter T skyldig i forhold 1 og 2.

T idømtes 2 års fængsel samt en tillægsbøde på 6.458.627 kr. De 30 dage var ubetinget, resten blev gjort betinget med blandt andet vilkår om samfundstjeneste.

Ved sanktionsfastsættelsen lagde byretten navnlig vægt på, at momsunddragelsen vedrørte et betydeligt beløb. Der var på den anden side taget hensyn til, at der var tale om et enkeltstående forhold, som blev stoppet i udbetalingskontrollen, og som var begået for mere end 5 år siden.

Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse af straffen. Anklagemyndigheden ankede tillige med påstand om skærpelse. 

Landsretten tiltrådte af de grunde, der var anført af byretten, at det var godtgjort, at det var T, der havde foretaget indberetningerne. Det kunne lægges til grund, at der var indtastet to forkerte tal, som begge indeholdt 9 cifre. Ingen af tallene havde noget ciffer- eller i øvrigt talmæssigt sammenfald eller forbindelse med de tal, der burde have været indtastet. Landsretten lagde endvidere til grund, at T validerede de indtastede tal, inden han endeligt indberettede dem, og at han fik en kvittering med de forkerte tal, hvilken han ikke reagerede på. 

Landsretten fandt den af byretten idømte straf passende og stadfæstede herefter byrettens dom.

Denne vejledning handler om

• Spillemyndigheden (J.A.1)
• Spillelovgivningens anvendelsesområde (J.A.2)
• Grønland (J.A.3)
• Kriterier for alle ansøgere (J.A.4)
• Lotteri (J.A.5)
• Klasselotteri (J.A.6)
• Almennyttigt lotteri og landbaseret bingo (J.A.7)
• Væddemål (J.A.8)
• Lokale puljevæddemål (J.A.9)
• Landbaseret kasino (J.A.10)
• Onlinekasino (J.A.11)
• Gevinstgivende spilleautomater (J.A.12)
• Pyramidespil (J.A.13)
• Offentlig hasardspil i turneringsform (J.A.14)
• Markedsføring og oplysningspligt (J.A.15)
• Bortfald (J.A.16)
• Spillemyndighedens tilsyn med udbud og levering af spil (J.A.17)
• Klage og domstolsprøvelse (J.A.18)
• Mulige konsekvenser, hvis spillelovgivningen ikke overholdes (J.A.19)
• Ansvarligt Spil (J.A.20)
• Forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (J.A.21)
• Forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil (matchfixing) (J.A.22)
• Foranstaltninger til beskyttelse af de lovlige spillemarked (J.A.23)
• Spilleverandører (J.A.24)

-

Spørgerne påtænkte at gennemføre en skattefri fusion mellem Holding A ApS og Holding B ApS med Holding A ApS som det ophørende selskab og Holding B ApS som det fortsættende selskab. Fusionen forventedes gennemført med regnskabsmæssig virkning pr. 1. juli 2025.

I spørgsmål 1 ønskede spørgerne bekræftet, at spørgerne kunne anvende den skematiske værdiansættelsesmetode, når handelsværdien af goodwill i Drift A A/S skulle findes i forbindelse med fastsættelse af bytteforholdet i fusionen.

Skatterådet bekræftede efter en konkret individuel vurdering af den indsendte værdiansættelse af goodwill for Drift A A/S, at goodwill i Drift A A/S kunne værdiansættes til xx kr., jf. værdiansættelsesmodellen i boafgiftslovens § 12 a, som led i fastsættelsen af bytteforholdet ved en skattefri fusion af Holding A ApS og Holding B ApS, idet det dog i sagens natur blev forudsat, at fusionen blev vedtaget senest den 30. juni 2026.

I spørgsmål 3 ønskede spørgerne bekræftet, at spørgerne kunne anvende de forelagte mæglervurderinger for ejendommene beliggende i X-by, når handelsværdien af ejendommene skulle findes i forbindelse med fastsættelse af bytteforholdet i fusionen.

Skatterådet bekræftede efter en konkret individuel vurdering, at ejendommene kunne værdiansættes til henholdsvis xx mio.kr. og xx mio.kr., som led i fastsættelsen af bytteforholdet ved en skattefri fusion af Holding A ApS og Holding B ApS, idet det blev lagt til grund, at de anførte mæglervurderinger svarede til handelsværdien af ejendommene.

I spørgsmål 5 ønskede Spørgerne bekræftet, at en skattefri fusion mellem Holding A ApS og Holding B ApS gennemførtes til handelsværdier, og at der dermed ikke skete nogen værdiforskydning mellem anpartshaverne ved fusionen, når bytteforholdet blev baseret på forudsætningerne om, at goodwill i Drift A A/S kunne værdiansættes til xx kr., jf. spørgsmål 1, at ejendommene beliggende i X-by kunne værdiansættes til henholdsvis xx mio.kr. og xx mio.kr., jf. spørgsmål 3 og at alle øvrige aktiver og passiver kunne værdiansættes til regnskabsmæssige værdier pr. 30. juni 2025. Koncernens øvrige aktiver bestod hovedsageligt af driftsmidler, lejedepositum, varebeholdninger, tilgodehavender og likvide beholdninger.

Skatterådet bekræftede efter en konkret individuel vurdering, at en skattefri fusion mellem Holding A ApS og Holding B ApS, hvor goodwill i Drift A A/S blev værdiansat efter svaret på spørgsmål 1, hvor ejendommene beliggende i X-by blev værdiansat efter svaret på spørgsmål 3 og hvor alle øvrige aktiver og passiver blev værdiansat til regnskabsmæssige værdier pr. 30. juni 2025, kunne gennemføres til handelsværdier, og at der dermed ikke skete nogen værdiforskydning mellem anpartshaverne ved fusionen. Skattestyrelsen havde bl.a. lagt vægt på, at det kunne lægges til grund, at de anførte mæglervurderinger svarede til handelsværdien af ejendommene, jf. spørgsmål 3.

Spørgsmål 2, 4 og 6 omhandlede konsekvenser, såfremt Skatterådet ikke svarede bekræftende på spørgsmål 1, 3 og 5. Spørgsmålene var stillet på et sådan måde, at de ikke kunne besvares med et ja eller et nej, hvorfor spørgsmålene i spørgsmål 2, 4 og 6 blev afvist af Skatterådet.

Skatterådet har på møde den 27. januar 2026 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter Skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 59 gives tilladelse til at indhente oplysninger hos en række udvalgte pengeinstitutter om ikke identificerede personers og virksomheders pengeoverførsler til og fra Danmark.

Sagen angik, om sagsøgeren skulle betale registreringsafgift af et køretøj.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der var en stærk formodning for, at sagsøgeren havde bopæl og var hjemmehørende i Danmark. Denne formodning var ikke afkræftet ved parts- og vidneforklaringerne eller de oplysninger, der i øvrigt fremkom under sagen. Retten fandt endvidere, at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, og køretøjet var dermed registreringsafgiftspligtigt.

Spørger var et dansk datterselskab i en koncern, hvor koncernens moderselskab, H2, var etableret i et andet EU-land. H2 var godkendt som forvalter af alternative investeringsfonde med fokus på investering i ejendomme i Norden med mulighed for at foretage ejendomsinvesteringer i de baltiske lande.

Spørger leverede ydelser mod vederlag i form af regnskabsopgaver og asset management opgaver til de enkelte danske selskaber i H2’s fonde. Desuden leverede Spørger ydelser i forbindelse med identifikation og forvaltning af investeringer til koncernens moderselskab i Y1-land og modtog honorar herfor.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger havde fuldt momsfradrag for indkøb, der anvendes til brug for Spørgers momspligtige leverancer og Spørgers finansielle ydelser til Spørgers hovedkontor (koncernens moderselskab) i Y1-land.

Skatterådet lagde vægt på, at Spørger og koncernens moderselskab var to selvstændige afgiftspligtige personer. Spørgers ydelser til moderselskabet, skulle derfor anses som levering mod vederlag, hvorfor ydelserne skulle medregnes ved opgørelsen af Spørgers fradragsret.

Ydelserne havde ikke leveringssted i Danmark, og skulle derfor ikke beskattes i Danmark. Men da ydelserne efter deres art var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, ville de ikke give ret til fradrag, hvis de havde leveringssted i Danmark.

Skatterådet afviste at svare på, om Spørgers nærmere bestemte opgaver for H2 med at identificere og forvalte ejendomsinvesteringer i Danmark på vegne af visse fonde kunne anses for momsfri porteføljeforvaltningsydelser leveret til investeringsforeninger.

Skatterådet lagde vægt på, at leveringsstedet for spørgers ydelser ikke var i Danmark. De danske skattemyndigheder havde derfor ikke kompetence til med virkning for de svenske myndigheder at afgøre, om ydelserne var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger. 

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger ikke var omfattet af LAL § 1 for Spørgers momsfri aktiviteter relateret udelukkende til finansielle ydelser faktureret til hovedkontoret i Sverige.

Ankesagen angik, hvorvidt betingelserne for genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2017, og omvurdering af grundværdien for den omhandlede ejendom, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2, var opfyldt. Herunder omhandlede sagen, om en privatretlig servitut, der var tinglyst på ejendommen, har offentligretlig karakter med den virkning, at der skal tages hensyn til servitutten ved værdiansættelsen, jf. dagældende vurderingslovs § 13, stk. 2.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og anførte i den sammenhæng supplerende, at servitutten havde offentligretlig karakter, idet den var begrundet i byplanmæssige formål. Landsretten henviste videre til G1 (påtaleberettiget i forhold til servitutten) formål og virke.

Landsretten stadfæstede videre, at betingelserne for genoptagelse og omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2017 var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, og dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, og § 33, stk. 17.

Sagen angik i første række, om sagsøgeren kunne anses for at være indehaver af et fordelskort, som var blevet anvendt ved køb af meget store mængder øl i en grænsehandelsbutik over en periode på over 3 år. Sagen angik i anden række, om sagsøgeren måtte anses for at have købt og indført de øl, som var forudbestilt. Sagen angik i tredje række, om de øl, som sagsøgeren måtte anses for at have købt, var til hans eget forbrug. I det omfang øllene var købt af ham og ikke var til hans eget forbrug, skulle han betale afgift af øllene efter øl- og vinafgiftsloven. Sagsøgeren bestred, at fordelskortet tilhørte ham, og at købene var foretaget af ham. På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt retten, at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at fordelskortet tilhørte sagsøgeren. Retten fandt desuden, at der var skabt en stærk formodning for, at han havde købt de forudbestilte varer. Da han ikke havde fremlagt oplysninger, som kunne afkræfte formodningen, fandt retten det også ubetænkeligt at lægge til grund, at han havde købt de forudbestilte varer. Retten fandt herefter, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at de forudbestilte varer eller en hel heraf var til eget forbrug. Da han ikke havde fremlagt oplysninger til støtte herfor, var der det ikke grundlag for at reducere andelen af afgiftspligtige varer. Derudover fandt retten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at fastsætte sagsøgerens afgiftstilsvar for den første del af perioden ekstraordinært, fordi sagsøgeren havde udvist mindst grov uagtsomhed. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. og 2. pkt., var overholdt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørgers provenu kunne oppebæres skattefrit ved salg af anparter, jf. aktieavancebeskatningsloven § 4 C, og at der ikke skete omkvalificering til udbytte efter selskabsskattelovens § 2 D, da spørger og køber af anparterne ikke kunne anses for koncernforbundne. Selskabsskattelovens § 2 D var en værnsregel, der skulle sikre omgåelse af udbyttebeskatning ved koncerninterne omstruktureringer.

I spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse, fordi der reelt skete salg af anparter, og det dermed ikke var i strid med formålet med selskabsskattelovens § 2 D.

Sagerne angik, hvorvidt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, for ordinær genoptagelse af de omberegnede grundværdier ved de første vurderinger af en række ejerlejligheder var opfyldt.

Retten fandt, at ejendomsejerne ikke havde godtgjort, at de foretagne omberegnede grundværdier i sagerne var foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare forhold som anført i den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 1. Betingelserne for genoptagelse var derfor ikke
opfyldt.

Retten bemærkede videre, at ejendomsejernes anbringender om, at de havde et retskrav på genoptagelse efter Den Juridiske Vejledning, styresignalet SKM2017.388 og interne instrukser til Vurderingsstyrelsen alle havde karakter af retlige indsigelser vedrørende vurderingsmyndighedernes håndtering af genoptagelsesanmodningerne, og kunne derfor ikke danne grundlag for genoptagelse.